Tragedie i techno-design

Der løber det rygte, at kong Agamemnon har dræbt sin egen datter, Ifigenia. Hans kone, Klytaimnestra, vil hævne drabet. Dette er

Orestien

Tekst: Aischylos, Ted Hughes bearbejdning oversat af Pia Juul.

Iscenesættelse og bearbejdning: Runar Hodne

Musik: Jenny Rossander/Lydmor

Lys: Ulrik Gad

Kostumer: Mark Kelly Domino Tan

Medvirkende: Nanna Bøttcher, Emil Prenter, Pater Hald, Asta Kamma August, Christian Hetland, Rikke Lylloff, Mette Klakstein Wiberg, Lydmor

Aarhus Teater, Scala Scenen.

Spiller til 6. juni 2019.

det tragiske og blodbestænkede udgangspunkt for Aiskylios’ drama Orestien, oprindeligt i tre dele. Den monstrøse tragedie blev skrevet til opførelse under den årlige Dionysosfestival i Athen i året 458 f. Kr. Nu, cirka 2500 år efter, opføres den i Runar Hodnes instruktion på Aarhus Teater i en techno-musikalsk version, som vibrerer af elektronisk lyd og lys og kaster tragedien lige ind i vores uforsonlige og mediebårne tid. Teksten er en fortættet bearbejdning af Pia Juuls oversættelse af Ted Hudges gendigtning af Aischylos, og den peger på volden som tragisk vilkår i en splittet verden. Glinsende fremmede Ekspositionen foregår midt i teatrets foyer, der er oplyst med søjler af lysstofrør, og hvor tilskuere står og sidder på gulvet eller på barstole, mens koret ihærdigt piler omkring og fortæller om forholdene i Agamemnons by, Argos. «Ingen drømme, ingen søvn, kun frygt.» «Det ene lys jeg venter på, det kommer aldrig.» Men nu bevæger vi os ud af krigens skygge, for efter at have ofret sin datter Ifigenia til Artemis for at kunne vinde krigen over Troja, er Agamemnon på vej hjem som sejrherre, for at lade sig genindsætte på tronen, forstår vi. Koret er æstetisk fremmedartede, i sølvglinsende tricotkostumer skabt af designeren Mark Kelly Domino Tan, som var de dumpet ned i vores verden fra en anden planet. Klytaimnestra skrider rundt mellem tilskuerne, rank og med håret majestætisk foldet som en stivnet bølge på toppen af hovedet. Udover en diskret silkekappe er hun ligesom de øvrige i kropsnær glinsende heldragt, der dækker alt bortset fra ansigtet, og sammen med koret henvender hun sig til os tilskuere, som tydeligvis nu er borgere i Argos. Hun beskriver Trojas fald og minder os om at forblive ydmyge. Nu skal Agamemnons hjemkomst forberedes, og Argos elsker ham. Det er en smilende men iskold dronning, som dirrende af hævntørst modtager sin mand, da han glider ind i folkemængden. Med sig har han sin slave og elskerinde, Cassandra, der i et tranceagtigt syn kan se slægtsfejdens vanvittige proportioner: «Væggene græder blod. Huset her er fyldt af dæmoner. Hun vasker sin mand i hans eget blod.» Ind i mørket Så lyder der dødsskrig. Det er Klytaimnestra, der dræber Agamemnon som hævn for slagteriet af hendes datter. Cassandra tages med i faldet. Publikum gennes af koret ud af foyeren, går efter skrigene, ind på Scala scenen til gerningsstedet, hvor mordet lige har fundet sted. At få publikum til at flytte sig efter lyden præcis her, virker stærkt. Vi ved, at noget er sket, vi bevæger os efter begivenhederne, ind i borgen, og bliver konstitueret som tilskuere, nu i en mere traditionel tilskuerposition, på rækker foran scenen. Forrest på scenen bevæger technomusikeren, Jenny Rossander/Lydmor, sig omkring. Også hun er iført sølvfarvet dragt, mens musik, sang og lydbilleder som vibrerer, drøner og repræsenterer ånderne fra dødsriget, performes live ved hjælp af forskelligt teknologisk udstyr. Samtidig med technoindslagets fiktionsbrud, opretholdes illusionen, for lige bag Lydmor ligger ligene af de myrdede, og Klytaimnestra og hendes elsker, Agistos, befinder sig i rummet: «Du og jeg, Aigistos, vi er loven!» Så slukkes lyset, og vi sidder i fuldstændigt mørke i ti vovefulde minutter og spidser ørerne for at høre, hvordan Orestes, Agamemnon og Klytaimnestras søn og Elektras bror, der har været i landflygtighed, vender hjem.

Ironisk voldsomhed

I et efterfølgende tusmørke ophidser Elektra ham til at hævne deres far og søster. Nu drømmer Klytaimnestra makabert, at hun ammer sit barn, der er en slange, som drikker hendes mælk og blod. Efter dette varsel dræber Orestes hende skælvende med sit sværd, efter først at have stukket det i Aigistos. Technolyden dunker i vægge og gulv, og den i banker i os som et hjerte. Tragedie og retsdrama Hævnen er fuldbragt - men kan den retfærdiggøres? Klytaimnestra sender protester fra underverdenen, og hendes ånder forlanger, at den kæde af hævnakter, Orestes ville sætte en stopper for, genoptages. De vil altså have tilbagebetalt mordet på dronningen. Så hidkaldes Apollon, Orestes’ beskytter, som kommer strygende ind på scenen som punket sci-fi-helt. Men selv om Apollon som forstandens gud er den kraft, der har ansvar for Orestes’ gerning og varetager hans skæbne, kan han ikke tage ansvar for hans handlinger. Nu må retfærdighedens gudinde, Athene, konsulteres. Athene ankommer, og med hende bliver der nedsat en jury med 12 dommere, som på demokratisk vis vælges blandt borgerne (læs koret), og de skal så bedømme, hvorvidt Orestes’ hævnhandling er acceptabel, eller om hans bedrift fortjener straf. Afgørelsen træffes på baggrund af Athenes statement, at «lovløs frihed er ond.» Gudernes overjordiske kraft i disse scener understreges af et infernalsk spil af lyd- og lyseffekter. Da Athene ankommer, skabes en stærk virkning med helt hæmningsløs brug af gult lys, der gør gudinden til scenens varme pol. Idet hun berører jorden med et enkelt fingerstrøg, skælver den, og et rytmiske samspil mellem lyde og lys vælter ind over scenen med den effekt, at juryen dejser omkuld på jorden den ene gang efter den anden. Sådan er skildringen af guderne gjort med ironisk voldsomhed og munterhed, og Ulrik Gads effektfulde lysdesign samt måden, der klippes mellem lys og mørke, medvirker i høj grad til at opbygge forestillingens atmosfære. Ironien er denne opsætnings måde at komme tekstens pludselige omslag fra tragedie til demokratisk mæglingsdrama i møde. Ved Athenes demokratiske afstemning viser det sig nemlig, at juryen er lige delt. Athene får derfor det afgørende ord, og hun erklærer forsonende: «Min stemme går til Orestes. Orestes går fri.» I kraft af de ironiske betoninger er det som om, forestillingen ikke selv tror helt på denne løsning, hvilket også underbygges af Klytaimnestras stemme, der med hævntørstig patos stadig runger fra underverdenen: «Hele jordens ansigt bliver en ødemark. Den begravede stemme vil rejse sig som en smitte.» Med Orestien stillede Aischylos spørgsmål til, hvordan den enkelte står over for staten. Grækerne var i tiden under det Athenske demokrati glødende optaget af dette, for hvad må eller skal man egentlig, hvis man skal følge loven? I det Athenske demokrati, hvor alle havde lige ret til deltagelse, var frihed og lighed lige vigtige principper. Og spørgsmålet om, hvordan klanernes familiære love og retsstatens måde at dømme og udøve magt stillede sig til hinanden, var helt central. Det er det tema, Orestien handler om. For hvad er den universelle lov, og hvad er undtagelsen? Forestillingen peger på muligheden for af afvige fra det almene, her i form af familiefejden, sådan at en enkeltstående og unik handling, som Orestes’ hævnakt, kan lovliggøres. Som tilskuer bliver man ved forestillingens begyndelse indviet som folkeforsamling, og man er derfor symbolsk konstitueret som deltagere i staten. En mulighed som stykkets iscenesættelse dog ikke udnytter fuldt ud – og når man nu er blevet tiltalt som borgere, skuffes man lidt over, at forestillingen ikke genoptager den teatrale leg med det demokratiske tilskuerperspektiv, da juryen udnævnes. Det hele slutter også en lille smule uforløst med Athenes frikendelse af Orestes, hvilket kan virke som en lidt for appolinsk orden og en nem løsning på tragedien, som i denne version er meget komprimeret, hvilket naturligvis har visse omkostninger. Men forestillingen vinder samtidig ved den gendigtede teksts sproglige skønhed og præcision, spillernes udtryksfulde og nøjagtige diktion samt den originale måde, dette højt kvalificerede kunstneriske team forløser tragedien teknologisk og konceptuelt anno 2019. Det er derfor en virkelig prisværdig satsning på en græsk mastodont, man kan se på Aarhus Teater.