Dark Noon – er du bange for din egen skygge?

– Giv dem en hånd! hepper den sydafrikanske cowboy, mens publikum klapper begejstret – og først for sent opdager, at de er vidne til en slaveauktion og dermed sidder og hepper på en af historiens største forbrydelser mod menneskeheden, som var det et talentshow. Tilskuerne på scenen, der efter at være blevet inviteret op på scenen pludselig opdager, at de spiller slaver, er kun en smule ubehageligt til mode over således at være blevet manipuleret med. For vi er hurtigt videre med det røde støv hvirvlende om ørerne på os, når auktionarius smælder med pisken eller drøner over scenen som en cowboy på prærien sammen med sit imaginære kvæg og sine seks medspillere. Vi er i en bomuldsplantage i sydstaterne, og vi er på vej mod vest over prærien sammen med indianere og cowboys, nybyggere og guldgravere, kinesiske jernbanearbejdere og en enkelt vildfaren prostitueret kvinde.

Historiens spejlkabinet

De syv sydafrikanske skuespillere i whiteface giver den fuld skrue i en tilnærmelsesvis kronologisk fremstilling af USA’s historie, som vi kender den, men som vi alligevel aldrig helt har set den før. Det er historien om den enorme flygtningestrøm eller migrationsbølge fra et ludfattigt Europa til et Nordamerika, der for europæerne fremstod som the land of opportunities. En invasion, der varede i flere hundrede år og kulminerede i starten af 1900-tallet. Men selv om spillestilen er både kulørt og underholdende med elementer af amerikansk popart-æstetik, er der langt til de heroiserende og idylliserende fremstillinger, vi kender fra Hollywood og Det lille hus på prærien. Her får vi i stedet den rå historie om, hvordan en strøm af flygtninge sejler over havet, hvordan mange af dem drukner og går til grunde undervejs. Hvordan kun de stærkeste og mest hensynsløse mænd klarer rejsen. Hvordan de truer den eksisterende befolkning i det nye land med deres aggressive religion…

Foreløbig er der historisk set ingen, der kan konkurrere med os europæere i netop dén disciplin at invadere fremmed land og udrydde den lokale befolkning. Så vores ekstreme fremmedhad og skræmmebilleder af nutidens flygtninge og migranter fra Afrika og Mellemøsten – herunder især af muslimske indvandrere – er sådan set ikke andet angst for vores egen skygge. Kan vi som europæere på nogen måde forstå, hvordan USA’s historie med de enorme europæiske migrationsstrømme og deres ufattelige globale konsekvenser egentlig ser ud fra Afrika?

Gule parykker og røde slips

Historien tager altså form af en western – den arketypiske amerikanske genre, der forvandler historier om forbrydelse og vold, om lidelse, sult og armod til skabelsesmyte og heltekvad.

Hvad er det så for en historie vi får? Det er hele historien om europæernes kolonialisering af det Amerika, som bliver til USA. Frem til uafhængighedserklæringen og videre til reguleringen af den frie indvandring sætter ind. Men det er også vore dages USA, der bliver foldet ind i det historiske USA, når vi ser en Trump-lignende figur med rødt slips og gul toupé underskrive forfatningen. Ligesom indianerreservatet på scenen markeres med trådnet af samme type som det, der i dag anvendes til at spærre de tusindvis af mexicanske børn inde, som brutalt er blevet adskilt fra deres forældre ved grænsen til USA. Så forestillingen bliver en visualisering af, hvordan de racistiske overgreb, vi ser i dag, er skrevet ind i USA’s historie.

Undervejs bygger skuespillerne en kulisseby op af brædder, der minder om en klassisk westernkulisse. Men også om Lars von Triers film Dogville, der på sin side viser tilbage til Thornton Wilders Our Town fra 1938 som det klassiske all-american drama om den amerikanske lilleby. I Our Town kræver regibemærkningerne netop, at kulisserne kun skal være nødtørftigt etableret ved hjælp af stole, bænke, stiger og lignende. Efterfølgeren til von Triers Dogville var karakteristisk nok sydstatsdramaet Manderlay, hvor von Trier afdækker sammenhængen mellem slaveriet og den rå, uregulerede gangsterkapitalisme, ligesom han benytter blackface som en del af plottet.

I samspil med det røde sand og de sorte skuespillere ligner kulisserne pludselig også de dårlige huse af brædder og bølgepap, vi kender fra de sydafrikanske townships, som sorte sydafrikanere blev tvangsforflyttet til under apartheidregimet. Dermed trækkes tråden tilbage til den europæiske imperialisme.

Titlen Dark Noon understreger disse betydningstråde. Den kan dels referere til westernfilmen High Noon fra 1952, der var en kritisk kommentar til McCarthyismens kommunistforfølgelser i Hollywood og dermed et forsøg på faktisk at bruge western-genren kritisk. Mere generelt refererer titlen selvfølgelig til den europæiske forestilling om Afrika som det mørke, vilde kontinent, som blev brugt til at legitimere og hvidvaske den europæiske kolonialismes egen umenneskelighed.  

Europa set udefra

Det er i kraft af disse forskydninger og overblændinger, samt det virtuose og fysiske spil, og den tegneserie- og stumfilmsagtige humor, at forestillingen virker. Det begavede ved forestillingen er ikke kun, at den forrykker nord-syd-balancen, men også at den formår at folde så mange forskellige historiske tider og perspektiver sammen.

Undervejs forrykkes også publikums rolle lige så stille. Vi bliver mindre neutrale og mere udsatte, i takt med at publikum skrives ind i forestillingen: Bænkene fjernes under os, efterhånden som de skal bruges til opbygning af kulisserne. Nogle af os bliver kunder i en bank, der røves, og vi opfordres at gun point til at skrabe de sydafrikanske pengesedler sammen, der flyver rundt på scenen. Vi bliver småfuppet, men det er ikke voldsomt – som da nogle af os opfordres til at stå i kø for at få coca-cola , men bliver nedgjort, da vi ikke har nogen penge – taskerne har vi jo måttet aflevere i garderoben. Som kirkegængere bliver vi pludselig deltagere i en borgerrettighedsdemonstration.

Endelig får vi til allersidst skuespillernes egne fortællinger om, hvor kedelige og inderligt ligegyldige amerikanske westernfilm forekom dem som børn og unge, da de voksede op i et segregeret Sydafrika. Set udefra er denne vestlige mytologiske grundfortælling slet ikke særlig interessant. Selv om den europæiske kolonialisme er af enorm historisk betydning, er det ikke nødvendigvis særlig interessant for en sydafrikaner at beskæftige sig med den i dens vestlige, mytologiserede form.

At adressere et sammensat publikum

Her bliver det klart, at hele projektet ikke bare er sydafrikansk, men initieret af en dansk scenekunstner. Ikke desto mindre foretager forestillingen undervejs en række greb for at adressere disse forskellige perspektiver på materialet.

Først og fremmest undlader den så vidt muligt at adressere det danske publikum som et homogent, hvidt vi: Ligesom hele forestillingen er et forsøg på at anlægge kritiske perspektiver på en dominerende historieskrivning, gør forestillingen sig også konkret umage med at sprede perspektivet og både adressere og positionere publikum forskelligt.

Scenen er markeret som et rektangel af rødt sand på gulvet. Publikum sidder bænket hele vejen rundt om scenen og har dermed forskellig udsigt til handlingen, der udspiller sig over hele scenefeltet. Efterhånden som kulisserne vokser frem, spærrer de delvis for nogle af tilskuerne. Samtidig projicerer livekameraer imidlertid centrale handlingsdele op på et lærred på den ene endevæg, hvor der ikke sidder publikum. De skiftende tilskuere, som inviteres på scenen, får yderligere forskellige oplevelser af handlingen og indgår i forskellige dele. Ikke alle oplever eller ser med andre ord det samme, men samtidig fungerer scenen stadig som et fælles socialt erfaringsfelt. Effekten er, at publikum adresseres som forskelligartet og sammensat og ikke mindst som aktivt nærværende, hvilket fx understregedes af en gruppe aktivister, der råbte kampråb mod slutningen af forestillingen.

Hvis man sammenligner med kritikken af brugen af blackfacing i forestillingen Black Madonna på Sort/Hvid sidst år, er det måske en vigtig forskel. Det er klart, at der er nogle helt andre dynamikker og magthierarkier på spil i brugen af whitefacing, der dels retter sig mod en majoritetsposition og dels ikke har samme racistiske og voldelige bagkatalog som blackfacing. Men også Dark Noon benytter sig af kulturelle klicheer i sin fremstilling af minoriteter, bl.a. kvinder, native americans og asiatiske migranter. Madame Nielsens forhandling af kulturelle perspektiver og identiteter i Black Madonna fandt sted i et narrativt og performativt spil med den centrale hvide skuespillerkrops virtuose transformationer i et meget tæt og centraliseret scenerum, hvor sprængningen af perspektivet især lå i plottets og karakterfremstillingens konstante positionsskift og de meget fysiske, performative virkemidler. Til sammenligning har Fix og Foxy i Dark Noon i højere grad konkretiseret diversiteten i selve teaterrummet, i de dramaturgiske og scenografiske greb, samt i publikumsrelationen. Historien er for så vidt kendt stof, men vi får den i en sprængt og decentreret version.