På vej mod det ukendte

Operamusikken brager ud af højtalerne. Der er fremdeles lys i salen, men publikum

SAND-festivalen

Internasjonal scenekunstfestival for barn og unge

Assitej - Artistic Gathering 2019

Kilden o.a. Kristiansand, 13.-15. september 2019

finder sine pladser og vi retter opmærksomheden mod scenen. Der står en kvinde, eller rettere sagt en mand, klædt på som en kvinde. Hun stirrer ud ad et vindue med et gitter. Pludselig snurrer hun rundt. I det ene øjeblik bevæger hun sig som en balletdanser, i det næste øjeblik som en operasanger. Hun opsluges af et stort sort tæppe som hænger ned fra loftet i scenens højre side. Hun kommer til syne igen, stopper op på kanten af scenen med ansigtet vendt mod os i salen. Musikken stopper ligeså brat som den begyndte. Hjemmehjælperen Martino kalder på hende. Kvinden hedder Rita. Hun er dement. Hun er fanget i sit sind, men i en symbiose af musik, dans, teater og komik, får vi øje på kvinden som skjuler sig bag demensens sorte slør.

Grunden til, at jeg har valgt at indlede min omtale af årets ASSITEJ Artistic Gathering med dette lille uddrag er, at forestillingen Rita af Tuning People & BRONKS (BE) i min optik, fanger tematikken som festivallen tog udgangspunkt i: Towards the unknown. Confronting the present. Rita bevæger sig mod det ukendte, samtidigt som hun konstant konfronterer eller konfronteres af den samtid hun lever i.

En myriade af indhold

For den uvidende læser, er ASSITEJ en international organisation som har til hensigt at forene teatre, organisationer og kunstnere som skaber scenekunst for børn og unge over hele verden (http://www.assitej-international.org/en/). ASSITEJ arbejder for børn og unges kunstneriske, kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder på tværs af landegrænser, kulturelle identiteter, køn, etnicitet og religion. Sidste år blev konferencen holdt i Beijing, næste år er det i Tokyo, så det er på mange måder en kunstnerisk mastodont ASSITEJ NORGE har fået til Kristiansand. SAND-festivalen, som arrangeres af ASSITEJ NORGE, er således slået sammen med det man kan kalde ASSITEJ-porteføljen, som udover at bestå af scenekunstproduktioner, også indeholder ITYARN (The International Theatre for Young Audiences Research Network), Workshops, foredrag med mere. Ifølge arrangørerne er hensigten med dette års festival at undersøge, hvordan det står til med scenekunsten for børn og unge rundt om i verden i dag, samt at udforske hvordan kulturelle forståelser af barndom genspejlses i dagens scenekunst for børn og unge. Samtidig, ræsonnerer festivallens tematik med den bølge af aktivisme og kollektive mobilisering blandt børn og unge, som verden er vidne til i øjeblikket.

Hele festivallen løber af stablen i løbet af seks dage og hvert medlemsland vælger en teaterforestilling som skal vises på festivallen. Det er et imponerende program som præsenteres med scenekunst fra hele verden, som samtidigt holder et generelt højt niveau. Den omfattende ASSITEJ-portefølje gør dog også, at det som festivaldeltager til tider, bliver ganske uoverskueligt at forholde sig til, hvad der sker hvor og hvorvidt det er åbent for alle festivaldeltagere eller specielt inviterede.

Med det skabende barn i centrum

I forestillingen Myriads of Worlds af den Kungliga Operan Stockholm (SE) blev forståelsen af barndom genspejlet i form af det nysgerrige og skabende barn. Selve introduktionen til forestillingen overlod dog ikke den store kreative frihed til publikum. Undertegnede og flere andre publikummer, fik således streng besked om ikke at overskride følgende regler: (1) Man må ikke blande sig i toddlernes gøren og laden under forestillingen, (2) man må ikke sidde på det hvide tæppe, (3) man må ikke le og (4) man må ikke have sko på. De strenge retningslinjer kunne naturligvis skyldes, at vi ikke faldt ind under selve målgruppen (0-3 år), men det satte unægtelig sit præg på min oplevelse af en ellers velproduceret og visuelt smuk forestilling. Som publikummer blev vi taget med til et mangefold af forskellige verdener og i takt med dette, udfoldede, eller rettere sagt, omfavnede scenografien sig gradvis omkring toddlerne, som var placeret på et tæppe i midten af salen. Forestillingen henvendte sig til publikum gennem et interaktivt audiovisuelt univers fuld af forskellige former for sanselige materialer. Til sidst, forlod aktørerne salen og en ny verden af udforskende og nysgerrige toddlere overtog scenerummet. Et elegant greb, som samtidig understregede forestillingens forståelse af barndom, hvor det legende, musikalske og skabende barn var i centrum. En lignende forståelse af barndom kunne også spores i både FLOU! af brasilianske ARTEFACTOS BASCOS hvor børnene deltog i en kollektiv tegneprocess, samt i Teater Refleksions (DK) og Andy Manleys (UK) forestilling Night Light. I Night Light bliver publikum taget med på en rejse gennem natten. Forestillingen henvendte sig til børn mellem 3-6 år og den korte afstand mellem Hr. Nat og publikum skabte en nær og intim atmosfære. Scenografien bestod af gamle trækommoder, urværk og glasskabe, og underbyggede den intime og nære stemning, som gennemsyrede forestillingen. Gennem brug af lys og lyd transformeres møblementet til gader og huse med usynlige beboere af forskellig karakter, som vækkes til live når månen lyser på nattehimlen. Night Light indeholdt en vis portion nostalgi og melankoli som muligvis gik hen over hovedet på børnene, men forestillingens brug af lys, skygge og lydeffekter, skabte et poetisk og inkluderende univers.

Digitalt frieri og maskespil

Et andet tema som blev genspejlet i flere forestillinger, var børn og unges oprør mod verden/voksne. Blandt andet i Baba Yaga af Windmill Theatre Company (AU) og Imaginate (UK). Forestillingen er en ny version af et gammelt russisk eventyr og handler om den unge receptionist Vaselina som tvinges til at konfrontere den mystiske og skræmmende beboer, som er flyttet ind i lejlighedskompleksets øverste lejlighed. Den nye beboer er Baba Yaga, en farvestrålende, savspillende (!), syngende heks, som i et inferno af videoprojektioner, Monty Python-lignende animationer og Fortnight-dans får Vaselina til at forvandle sit stille sarte ydrer til en modig skøjteprinsesse. Forestillingen var ”catchy” for publikum, men den kunne med fordel have killed some darlings. De digitale virkemidler blev til tider lidt for dominerende og den skæve og groteske komik, som ellers var én af forestillingens forcer, druknede af og til i et støjende digitalt publikumsfrieri.

I Persona af Kuressaare Teater fra Estland blev publikum introduceret til fire maskeklædte unge mennesker som boede i et kollektiv. Forestillingen handlede om at være i et ungdommens limbo, som var gennemsyret af en generel eksistentiel usikkerhed. Hvem er jeg? Hvor skal jeg hen? Hvad er køn og hvad er seksualitet? Forestillingen blev kåret af ASSITEJs egen Youth Delegation, til en af festivallens bedste forestillinger, hvilket vidner om, at den formåede at henvende sig til ungdommen. Forestillingen havde da også nogle interessante greb, blandt andet i forhold til brug af maskespil og i de små øjeblikke, hvor karaktererne fjernede maskerne og viste sit sande ansigt til hinanden. Samtidig kunne handlingens dramaturgiske opbygning og etableringen af de forskellige karakterer have været betydelig strammere. Flere sekvenser blev i min optik for repetitive og bidrog til at relationerne mellem karaktererne blev for forvirrende at forholde sig til som publikummer.

En tigers fortælling og en bagage fuld af krigsminder

Det skotske dansekompagni Barrowland Ballet stod for et af festivallens højdepunkter Tiger Tale. En modig, sanselig og rørende danseforestilling. Scenografien bestod af et bur placeret midt på scenen og med publikum siddende langs burets fire sider. Tremmerne var konstrueret ved hjælp af tråde i orange og hvide farver og i toppen af buret hang der 15-20 stålspande. I Tiger Tale møder vi datteren i en familie på tre, som hører tigerlyde i husets vægge. Hun forsøger forgæves at fortælle det til sine forældre, men de er for travlt optaget med deres egne hverdagsrutiner. En dag flytter tigerdyret ind i huset og vender op og ned på hverdagen. Stålspandene løsnes fra burets top og ud vælter klementiner, grankogler og bordtennisbolde, som sammen med en dansende tiger på spring blandt publikum, vækker familiens kærlighed til live igen. Forestillingen stimulerede sanserne på flere måder. I det vi kom ind i salen, blev vi mødt af duften af klementin og de publikummer som sad nærmest buret, blev placeret på dyreskind. Forestillingen indeholdt få talte ord, men måden danserne kommunikerede med både børn og voksne og formidlede familiens udvikling fra at være låst i hverdagslige rutiner til at blive fulde af leg og nærvær, traf mig som en knytnæve i maven. Forestillingen var et godt eksempel på, at hverken børn eller voksne trænger at få handlingen og stykkets undertekst serveret med teske.

I festivallens afslutningsforestilling Memory in the bag udforskede japanske Company ma med udgangspunkt i devised teater, hvordan bombningen af Hiroshima og Nagasaki har sat sit præg på opdragelsen i efterkrigstidens Japan og på den japanske kultur generelt. Gennem episodiske fragmenter blev vi introduceret til forskellige kendetegn ved japansk kultur før og efter atombomben. Særligt denne før og efter tidsregning blev brugt som et dramaturgisk vendepunkt i forestillingen, hvilket også gjorde sidste episodiske fragment, hvor publikum blev inviteret op på scenen for at deltage i en kollektiv håndtaftryks-sekvens, til et varsel om hvad Company ma mener er vigtig når vi bevæger os mod det ukendte.

Det kollektive barn kontra det individuelle barn – kulturelle forskelle

Jeg begyndte teksten med et uddrag fra Rita og jeg har løst til at afslutte med et andet øjeblik fra festivallen. Det aktuelle øjeblik udspillede sig dog ikke på scenen, men i forbindelse med Lise Hoviks foredrag om nordisk barndom og teater for de mindste. I den efterfølgende samtale opstod der en diskussion omhandlende bæredygtighed som kunstnerisk strategi og som tematisk indhold i forestillinger for børn og unge. Diskussionen rejste nogle interessante spørgsmål, som kan bringes med videre ind i udviklingen af scenekunst for børn og unge. Blandt andet i forhold til hvordan scenekunsten kan udfordre et antropocæn verdenssyn og i stedet åbne op for at omfavne mere posthumane perspektiver. Et andet tema som blev bragt på banen, handlede om den kulturelle forståelse af barndom i en nordisk kontekst, hvor barnet ses på som et frit og individuelt individ kontra forståelsen af barndom i andre dele af verden. Blandt andet eksemplificeret i Memory in the bag og den måde de afspejlede landets kollektive stiltiende accept af ikke at tale om bombningen af Hiroshima og Nagasaki. De to sidstnævnte temaer kan således være relevante at udforske yderligere i næste års Artistic Gathering og der sendes hermed en opfordring til arrangørerne om at finde kunstneriske bidrag som, i deres vej mod det ukendte, også udforsker denne type perspektiver i en kunstnerisk kontekst.