Dommen over Peter Handke

«På trækvejen mødte vi & var nødt til at passere en lang række af tåber. Den første var en meget høj ung mand, kun akkurat underlig nok til at se en ekstra gang på, men heller ikke mere; den næste sjoskede af sted; & så til siden; & så gik det op for en, at hver og én i den lange række var en elendig uduelig sjoskende idiotisk skabning, uden pande, eller uden hage, & et tåbeligt grin, eller en vild mistroisk stirren. Det var helt igennem grufuldt. De skulle helt sikkert aflives/slås ihjel.»

I vinteren 2016 opholdt jeg mig en måned på et slot fra det sekstende århundrede  i det skotske højland uden internet eller telefonforbindelse og i store dele af tiden også uden varme. Hver iskold aften lå jeg i min seng og læste i stakken af bøger, jeg havde fundet i slottets bibliotek, blandt andet et bind med Virginia Woolfs dagbøger. Og 19. februar 2016 læser jeg, hvad hun havde skrevet i sin dagbog næsten præcis hundrede år tidligere, den 9. januar 1915, om sit møde med en lang række «tåber», altså dem, man i min barndom kaldte «åndssvage», og som for tiden hedder «udviklingshæmmede», synet af dem: It was perfectly horrible, «Det var helt igennem grufuldt» eller «afskyeligt». Og: They should certainly be killed, «de skulle helt sikkert slås ihjel» eller «aflives».

Det var et chok. Som jeg skrev i min dagbog: «Det er helt igennem grufuldt». Virginia Woolf, den af alverden kanoniserede store engelske forfatterinde og for mange også feminist. I det citat afslører hun sig snarere som nazist, en fortaler for arve- og racehygiejne og tilintetgørelse af de fra normaliteten afvigende.

  Skrev hun virkelig det? tænkte jeg, det har jeg aldrig set omtalt noget sted, er du sikker på, det ikke er «fake news»? Ja. Det står i de «autoriserede» dagbøger. Se selv!

  Det ændrede fuldkommen mit syn på Virginia Woolf og alt, hvad hun har skrevet. Gjorde det? Ja og nej. Det tvang mig til at tænke på ny over ALT det, hun har skrevet, også Til fyret og Mrs. Dalloway, mine Woolf-bibler. Det betød ikke, at jeg holdt op med at læse Virginia Woolf. Tværtimod, jeg måtte læse hende på ny. 

  Men vigtigst af alt understregede det, at enhver forfatter skriver i en bestemt tid, som har sit særlige sprog med nogle helt særlige og også grufulde muligheder og tilsvarende begrænsninger, og som er uadskilleligt fra en særlig tænkning, ideologi og tidsånd. I 1915 var eugenikken og arvelæren noget progressivt. I 1915 var det ikke perverst, snarere tidstypisk at tænke og skrive, at mennesker, der nu kaldes udviklingshæmmede, skulle aflives. Men gør det Woolf til et uskyldigt barn af sin tid? Nej! Også i 1915 havde hun muligheden for og ligefrem forpligtelsen til at tænke og skrive mod tidsånden, i 1915 var der faktisk mange, der var kritiske over for eugenikken og ikke mente, at «tåber», «åndssvage», «udviklingshæmmede» skulle slås ihjel eller var grufulde at se på. Woolf kunne sagtens have tænkt og skrevet anderledes. 

  Men igen: jeg holdt ikke op med at læse Virginia Woolf, tværtimod, jeg vil læse hende, ’till the day I die, men med en anden opmærksomhed.

Og nu Peter Handke? Har han fortjent Nobelprisen? En «fascist» som har mødtes med krigsforbryderen Radovan Karadžić (og byttet «værker» med ham!) og talt ved Milošević’ begravelse? Eller vigtigere: Kan man stadig læse Handke, på trods af det, han har gjort og sagt og skrevet? Og hvad har han egentlig skrevet?

  Som en bekendt, der ikke som jeg har læst temmelig alt for meget af Handke, skrev, da debatten rasede: «Findes der egentlig et citat, utvetydigt, hvor man vitterligt kan sige, ha! der har vi det, manden er fascist, folkemordsbenægter, krigsforbryder etc? For indtil videre har jeg ikke set, i alle de mange harmdirrende opslag, et eneste citat af nogen art.»

Lad os se! Handkes skrifter om Serbien og eks-Jugoslavien består af i alt otte bøger skrevet over to årtier, fra 1991 til 2011, og da de af Handkes forlag Suhrkamp med eksemplarisk forudseenhed er samlet i ét bind i det såkaldte «Peter Handke Bibliothek» fra 2018, så ligger det lige for at læse dem alle og som én bevægelse, en udviklingshistorie om Peter Handkes forhold til Serbien og eks-Jugoslavien.

  Allerede på den første side i den første af de otte bøger Drømmerens afsked med det niende land. En virkelighed, som er forgangen: Erindringer om Slovenien rækker Handke os en hovednøgle til hele ”historien”: For at Handke kan forstå en grund til noget – en krig, en intervention, dannelsen af nye stater osv. – må han først se den: «Navneordet «grund» kan, i hvert fald for mig, kun findes sammen med verbet «se»» Og lidt længere nede på siden: «Landet Slovenien ( … ) betragter jeg som en af de få ting, som for mig hører sammen med biordet ”mit”; ikke min besiddelse, men del af mit liv.»

  P.H. voksede op i Østrig på grænsen til Slovenien, landsbysamfundet var «østrigsk-slovensk», de to sprog og deres talerør var levende spundet og giftet ind i hinanden, og da Handke er født i 1942, havde Slovenien i hele hans bevidste liv frem til 1991 været del af Jugoslavien. Og det gav mening, det oplevede Handke fra sin tidlige ungdom på rejser ind i Jugoslavien: Som i hans egen landsby var også i Jugoslavien forskellige folk, sprog og religioner levet ind i hinanden og det helt ind i de enkelte familier, ikke bare fredeligt, men lykkeligt og forbilledligt: «Jugoslavien betød for mig det virkeligste land i Europa.»

  Derfor fatter Handke ikke grunden til den pludselige nationalisme i de enkelte delstater i slutningen af firserne og de deraf følgende borgerkrige og Sloveniens selvstændighedserklæring i 1991. Han er nødt til at se grunden, så i 90 og 91 rejser han flere gange ind i sit Slovenien og møder gamle venner, der pludselig ikke længere sam-taler, men lirer nationalistiske monologer af sig, han ser opsplitning af miljøer og familier og hører om brutale nedskydninger, og han ser ingen grund til et selvstændigt Slovenien.  

  I løbet af de følgende fire år hærger borgerkrigene i det, der nu endegyldigt synes at være eks-Jugoslavien, og det internationale samfund (læs «Vesten») retter blikket mod regionen, men bliver snart suget ind og part i krigene. I løbet af de fire år opstår der – ikke mindst i de internationale medier – konsensus om, at serberne er «aggressorerne». 

  For Handke var Serbien «af alle de jugoslaviske lande det mindst kendte.» Derfor, men «først og fremmest på grund af krigene» havde han fået en voksende trang til at rejse ind i «de såkaldte «aggressorer»s land”, ikke mindst fordi «næsten alle billeder og beretninger i de sidste fire år kom jo fra den ene side af fronterne, og når de indimellem også kom fra den anden,» så forekom de som «spejlinger i vores egne synsceller og i hvert fald ikke som øjenvidneberetning. Jeg fik trang til at komme om bag spejlet, at rejse ind i det for hver artikel, hver kommentar, hver analyse mere og mere ubekendte ( … ) land Serbien.»

  Og det gør han så. Med to serbiske venner rejser han i efteråret 1995  

til Beograd, hvorfra de kører på to små ekspeditioner ud i landet. På grundlag heraf opstår den anden bog, øjenvidneberetningen med undertitlen Retfærdighed for Serbien. Og her er det på sin plads at gøre opmærksom på en anden og i debatten forbløffende overset hovednøgle til historien om Handke og Serbien: Før Peter Handke blev forfatter, studerede han i fire år jura ved universitetet i Graz og havde siden sin tidlige barndom været optaget af kriminalromaner, retssager og spørgsmålet om skyld og uskyld, dom og straf osv. Titlen Retfærdighed for Serbien skal altså ikke forstås som et partsindlæg, men juristisk som et retsligt imperativ: Før der kan udnævnes en «aggressor» og fældes dom over nogen parter i krigene, må alle parter høres på lige fod. Og da de internationale medier i Handkes øjne ensidigt har lyttet til og berettet om den ene part – bosnierne, slovenerne, makedonerne, kroaterne … – men stort set ikke den anden part, serberne, så vil Handke nu på egen hånd gøre det. 

  I udgangspunktet stiller Handke sig altså ikke på serbernes side i krigene mod de øvrige eks-jugoslaviske lande, men på retfærdens side mod den internationale offentlighed og frem for alt medierne: Åbningskapitlet er ét langt anklageskrift mod de internationale medier (til tider temmelig skingert, det er tydeligt, at bogen i første omgang var to lange avisartikler i Süddeutsche Zeitung og altså indskriver sig i den medieoffentlighed, han kritiserer).

  Men så følger øjenvidneberetningen, og her træder Handkes særlige og særligt prisværdige kvaliteter som øjenvidne og forfatter eksemplarisk frem. Også som øjenvidne er hans poetik et opgør med den herskende journalistik: Han vil ikke bare opsøge og berette fra centrum og storbyerne, men «frem for alt i de små byer og landsbyer, og om muligt også fjernt fra enhver beboelse.» Ikke blot menneskene vil han lytte til, også landet selv, landskabet og vejrliget, dyr, planter og den mindste lille ting, ja, netop den, og i modsætning til journalisterne ikke det vigtige, væsenlige og sagen vedkommende, men «Nebensachen», ja, det uvedkommende, alt det upåfaldende og «forbindende, det omfattende».

  Der sker ikke meget i hans beretning, han befinder sig i et krigshærget landskab, men ikke ved fronten, og dog er fronten overalt, i den mindste lille ting. De tilbringer nogle døgn i Beograd, Handke går sig nogle ture, ser sig omkring. En dag kører de ud og besøger den ene serbers forældre på deres gård lidt uden for Beograd, en anden kører de til et kloster i det sydlige bjergland. Og endelig begiver de sig ud på en længere rejse gennem bjergene til landsbyen Bajina Bašta, der nu pludselig ligger på grænsen til Bosnien-Herzegovina, de besøger den ene serbers ekshustru og datter og sner inde i flere døgn på Hotel Drina. Kun én gang går Handke ud på egen hånd, en morgen, langs grænsefloden Drina, og ser over på den anden side ind i det nu andet land, hvor alt synes forladt, bombetomter, ruiner, hverken dyr eller mennesker. 

  Hvad ser han ellers? Småting, det allermindste. Som forbinder og omfatter. Han sætter sig på hug ved bredden af floden, og «modstrøms, måske tredive kilometer nordpå, skulle Srebrenica-området begynde. En barnesandal vuggede for mine fødder. «Du vil vel ikke også stille spørgsmålstegn ved massakren i Srebrenica?»» spørger hans hustru ved hjemkomsten til Paris. ««Nej,» sagde jeg, «men jeg vil gerne spørge, hvordan en sådan massakre kan forklares, begået, siges det, for øjnene af verdensoffentligheden ( … ) og endda, hedder det sig, som en systematisk længe forud planlagt henrettelse». Hvorfor sådan en tusindtallig slagten? Hvad var bevæggrunden?» Og hvorfor, spørger han den internationale medieoffentlighed, «i stedet for en årsags-udforskning igen ikke andet end dette nøgne, gejle, markedsbestemte fakta- og skinfakta-udsalg?» Også i spørgsmålet om det, der vel en den mest berømte begivenhed i krigene i eks-Jugoslavien, plæderer Handke altså for ret-færd og klarlæggelse af årsager og bevæggrunde, og først derefter: dom. Derfor skriver han det, der i de seneste uger er blevet det hyppigste bevis på hans fakta-benægtelse og Historie-relativering: «det formodede folkemord i Srebrenica». Formodet?! tænkte jeg også med gru, da jeg første gang læste det, hele verden ved da … Nej, svarer Handke tilbage i 1996: «det formodede (i øjeblikket, medio juli 1996, stadig det rigtige og retslige biord) folkemord i S.»  

  Og det er vel det, der indimellem er det uudholdelige ved Handkes forhold til både samtiden og Historien: Selv i øjeblikke, hvor kendsgerningerne synes at skrige til himlen og kalde på umiddelbar reaktion, insisterer Handke på langsomheden, granskning, civilisation. Et umenneskeligt krav, der findes intet objektivt blik, ethvert menneske er allerede på forhånd en levende del af og indskrevet i Historien. Også Handke. Hvad han udmærket ved. Han insisterer selv på, at hans skrift ikke er objektiv. «Jeg», skriver han, insisterende. Og det «jeg» er dømt til at fejle. Som ethvert andet jeg, også dette. Døm selv.

  Den tyske litterat Jürgen Brokoff har allerede i 2010 i en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung leveret sin umiddelbart meget overbevisende dom, hvor han med små kirurgisk præcist udskårne citater fra Handkes Serbien-skrifter lader til at bevise, at «det egentlige syndefald hos denne forfatter finder ikke sted på det politiske, men på det litterære felt. De strategisk yderst veltournerede lån fra den serbiske nationalisme, hans antimuslimske og antialbanske insinuationer på det symbolske niveau og hans forhånelse af de muslimske ofre for Bosnien-krigen gør dette tydeligt.» Er det sandheden, den ret-færdige dom? Mere herom senere.

Da Handke vender tilbage i Paris efter sin første serbienrejse, er medierne fulde af billeder og fakta fra krigen, men menneskene i gaderne omkring ham synes fuldkommen upåvirkede, og det til trods for, at deres og de øvrige NATO-borgeres krigsfly døgnet rundt letter fra militærlufthavnen uden for byen og flyver hen over deres hoveder. Det er business as usual, en i Handkes øjne pervers overfladiskhed, her er intet nærvær, livet er ikke i og på spil, og han længes tilbage til ”virkeligheden” i Serbien. Og her kan jeg ikke lade være med at mærke en parallel til mit eget liv som øjenvidne og forfatter: Da jeg i 2004 efter en måneds rejse op gennem det krigshærgede Irak vendte tilbage til Danmark, forekom livet der mig også uden nærvær, uvirkeligt. Som Handke havde heller ikke jeg før i mit liv været i en krigszone, også for mig var det en oplevelse af hidtil ukendt nærvær, hvert øjeblik og hver lille ting ligefrem sitrede af intensitet og virkelighed. Som jeg i 2004 oplever Handke i 1996 en slags krigskorrespondent-syndrom, et narkotisk sug tilbage mod undtagelsestilstanden og «virkeligheden». 

  Få måneder senere, i foråret 1996, begiver Handke sig ud på sin anden rejse ind i Serbien. Og allerede her er det ligesom sket. I stedet for det tabte land Slovenien, er Serbien og «det serbiske folk» nu – i den tredje bog Sommerlig tilføjelse til en vinterlig rejse – blevet en del af hans liv og biografi. 

 Denne anden rejse er også en grænseoverskridelse: fra Serbien over Drina-floden ind i Bosnien og dermed ind i det område, hvor de etniske afgrunde for alvor havde åbnet sig i de talløse borgerkrigshandlinger i årene og månederne inden. Første stop er Višegrad, byen, hvor Broen over Drina og dermed hele Jugoslaviens og krigenes multi-etniske forhistorie fandt sted i Ivo Andrics berømte roman, byen, der få år inden havde været to tredjedel bosnisk-muslimsk befolket, men nu ligger næsten øde bortset fra spredte hjemvendte serbere og serbiske flygtninge fra de nu næsten rent muslimske dele af Bosnien.

  Heller ikke denne gang kommer Handke for som en journalist at spørge, men som et vidne alene for at lytte, til dem, der nu er – og som altså ikke er overlevende muslimske ofre for den serbiske udrensing af muslimer, der havde fundet sted tre år inden, men tværtimod det formodede gerningsfolk – og i nuet måske ane forhistorien og dermed det hvorfor og hvordan kunne det ske, som han efterspørger i slutningen af den forrige bog.

  Og hvad ser han? En spøgelsesby, øde gader, ikke en lyd. Først om søndagen kommer menneskene tavst sivende ud og samles til messe i kirken og sætter sig bagefter på hvert deres familiegravsted over i krigen døde sønner, mænd og fædre. Og Handke og hans to serbiske medrejsende sætter sig iblandt dem. Og lytter. Og pludselig vender de lokale sig som med én stemme mod Handke. Ikke i vrede mod muslimerne, men heller ikke som angrende medskyldige i de etniske udrensninger, tværtimod som overhørte og af det internationale samfund fornægtede og tilingengjorte. I deres vredesudbrud hører Handke først og fremmest sorg, en sorg, der ikke kun omfatter dem selv, men hele byen og landet og alle dem, der engang var, uanset etnisk tilhørsforhold og religion.

  Fra Višegrad kører de endelig helt ind i bunden af dalen til krigens og Historiens sorte hul: Srebrenica. Og her kommer det til «et problem med at fortælle videre». De er der kun i få timer, og Handkes øjenvidneberetning er ingen beretning, men en «arabesk» af «mindstebilleder», som han senere, da han tilbage i Paris sætter sig for at skrive, er i tvivl, om han overhovedet virkelig så. En by, der ikke længere er en by, uden fremtid, «men heller ikke engang det tysteste åndepust af en samtid». De spredte gestalter er levende døde, genfærd, en mand, der «på den forhenværende hovedgade, nu ruinpiste, gled forbi os med tilbagelænet hoved og vidtåbne øjne, som blændet.»  

  Og øjenvidnet selv? For hver ny rejse, side, sætning bliver Handke mere og mere involveret i Historien og mere og mere isoleret sammen med serberne mod verdensoffentligheden. I Retfærdighed for Serbien stod anklageskriftet mod medierne isoleret som forord og efterord til den egentlige øjenvidneberetning, men her i den tredje bog er anklageskriften fuldkommen infiltreret i øjenvidneberetningen. Og anklageudbruddene bliver (følgelig?) mere og mere paranoide og slingrer af og til gyseligt på grænsen til det rime- og retslige. Langsomt finder en essentialisering sted, serberne er indimellem ikke en befolkning af vidt forskellige menneskeliv i livslang transformation, men «det serbiske folk», og i sit krav om lydhørhed og årsagsgranskning synes han flere gange tæt på at stille spørgsmålstegn ved – om ikke om de i den internationale konsensus vedtagne begivenheder har fundet sted, så i hvert fald – om de virkelig har fundet sådan sted, som det siges. Men han gør det ikke. «Ligesom en sådan opklaring af forhistorien intet har at gøre med afregning, så har den selvsagt heller intet med en relativering eller afsvækkelse at gøre. For hævnen gælder ingen formildende omstændighed.»

 I marts 1999 indleder NATO sin 78 døgn lange bombekrig mod den serbiske rest af Jugoslavien, og i solidaritet med sit nye folk rejser Handke i april til Serbien for at se og høre bomberne falde med serbernes øjne og øren og for at give Historien et andet sprog end mediernes fakta- og billedbombardement: «Et andet sprog; eller også bare et andet tonefald, for Jugoslavien, for alle lande!» 

 Heller ikke i den fjerde bog, Gennem tårer spørgende, sker der meget, igen er det de mindste ting og stemninger, han beskriver. Ingen krigseufori, snarere apati og kollektivt efterliv. (Og ikke mindst: den manglende proportion mellem NATO-magternes postmoderne overlegenhed med præcisionsbombninger, der i ét nu tilintetgør indmaden af en tyve etagers bygning, men lader skallen stå, så bygningen udefra, nede fra serbernes og Handkes synsvinkel stadig står uskadt. ”Billedet fra denne krigsrejse: i et alenestående træ ved siden af den tilintetgjorte TV-central, de af bomben ud i det fri slyngede film- og lydbånd som guirlander viklet fra de nederste kviste til den udspringende krone, glitrende, svingende, sølvlyst blinkende i morgensolen.”) 

  I de mellemliggende år er Handkes serbienskrifter blevet berygtede, og hans kritik af medierne og det internationale samfund er blevet tilsvarende paranoid og sprænger indimellem frem som parantes-bylder, hvor han kommer verdens anklager mod ham selv i forkøbet med «(Advarsel: Krigspoesi)», «(Advarsel, antiamerikansk!)», «(Advarsel: Den udenlandske proserbers medskyld i, at det serbiske folk sidder fast i deres strafbare uvidenhed og forblændelse.)»

  Men uden for paranteserne, i langt størstedelen af bogen, er stemningen en helt anden, samtidsforladt: ”Sol, blå. Blank sø, uden både. I skoven endnu anemoner. På de fjerne veje af og til en bus, eller en traktor. Akkurat lige så spredt: cyklister ligesom ørkesløst undervejs langs søen. En kvinde med en barnevogn. Et barn alene. Ingen lyd. Ingen stemme. Søens bølgen omkring en kolossal vandrotte. Forestillingen om en menneskehed ved enden? Ved målet?”

Omkring årtusindeskiftet veksler scenen: I stedet for Serbien rejser Handke flere gange til den internationale krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag. Igen kommer han som vidne, han stiller tilsyneladende aldrig nogen et spørgsmål, han betragter, lytter, beskriver, undrer sig. Men, og nu ligesom på livstid, skæbneramt: som-var-han-serber. Og på vegne af de mindste ting, men også retssagerne mod ikke-serbere, som medierne i Handkes øjne i for-dom bevidst overser. Han beskriver et vidne i en sag mod en bosniakisk lejrvagt og formodet medvirkende til muslimsk udrensning af serbere i Čelebići-lejren, ikke hans vidneudsagn mod lejrvagten, men det uvedkommende: den ældre, fattige, luvslidte skovarbejder fortæller pludselig om, hvordan han og egnens øvrige serbere blev drevet sammen og på en mange døgn lang vandring gennem de skove, han havde arbejdet i hele sit liv, men under vandringen blev skoven ham vildtfremmed, han anede ikke mere, hvor han var, «og så ville jeg bare dø». Manden bor tilfældigvis på Handkes hotel, og Handke betragter ham under morgenmaden, hvordan den gamle serber, hver gang han skal op til buffeten, farer vild og ikke kan finde tilbage. I bogen med den sigende titel Rundt om det store tribunal beskriver han ganske vist retsbygningens mindste detalje, men også kvarteret rundtom, det mest uvedkommende: tomme stuer i rækkehuse set gennem store vinduer, krokusserne i vejkanten fylder mere end hovedsagen.

Og hvad vi ofte overser i sagen mod Handke: Han er ikke journalist, men heller ikke bare forfatter: han kommer til Haag som jurist, der siden ungdommen «har været en begejstret retssals- og fængselsbesøger. ( … ) Jeg ville se de anklagede. Jeg ville se og betragte den anklagedes ansigt, så tæt på som muligt.» Som en passioneret jurist besøger han retssagen mod den tidligere serbiske præsident Milošević. Men også som en saglig jurist: Juristen Handke mener bl.a., at det retslige grundlag bliver svagere og svagere, jo længere anklagen bevæger sig væk fra gerningsmændene og op til deres overordnede osv., og er forsvindende lille, når den som i sagen mod Milošević når helt op til en, der muligvis ikke kendte til den konkrete forbrydelse, men som statsleder principielt er øverste ansvarlige.

  Men i Tablaerne ved Daimiel sker det, som ikke burde ske, hverken for juristen eller forfatteren, men som næsten synes en skæbnebestemt yderste konsekvens af den bevægelse, som læsningen af de samlede Serbien-skrifter lader komme til syne: Handke kaldes nu selv ind på scenen, som Serbien-ekspert og vidne for den anklagede Milošević. Bliver det nu et forsvarsskrift? Næh, tværtimod, den sjette bog vidner om den uoverskridelige afgrund mellem hhv. juridisk, journalistisk, bureaukratisk, Milošević’ og det særlige Handke-sprog. Handke bliver bedt om forud at indlevere et skriftligt «ekspertvidnesbyrd», vel at mærke, «in the correct form». Men det kan Handke mindst af alt. Hans sprog er netop det helt andet. 

  I stedet beslutter han at besøge den anklagede i fængslet. Som Handke skriver, er hele bogen et forsøg på gennem skrivningen selv at forstå, hvorfor han i sidste ende siger nej til at vidne. Og man kunne tro, at mødet ansigt til ansigt med Milošević ville være hovedscenen i hele Serbienshistorien. I stedet er det dens nulpunkt: Milošević taler energisk og uafbrudt i tre timer. Handke mister opmærksomheden og ser ud ad vinduet på den mindste og mest uvedkommende detalje.

  Osv. Historien er som bekendt uden ende: I 2008 erklærer Kosovo sig uafhængigt og bliver følgelig etnisk opdelt, det tidligere «herrefolk», serberne, renses ud eller rejser selv, og kun en sidste rest bliver tilbage. En sådan sidste rest, landsbyen Velika Hoča, opsøger Handke selvfølgelig for at lytte til og betragte menneskene og bærer vidne derom i Gøgene i Velika Hoča Et efterskrift. Osv.

  Og nu, Madame, at the end of the book: Deres dom over Serbien-skrifterne, denne skamplet på den store nobelpristagers værk? Er de den endegyldige diskvalifikation af nobelpristageren, forfatteren og mennesket Peter Handke?

  Tværtimod, de er hovedværket. I dem er livet og det enkelte menneskes – dit og mit og forfatterens – forhold til Historien på spil. I sin kompleksitet, som skrifterne gengiver ned i mindste detalje. I dem ser vi verden og vor tids Historie på ny, i et andet sprog, og hver især er de en skandale. Skrifterne beviser nødvendigheden af et andet sprog end tidsåndens og dens mediers. Og samtidig viser de dette andet sprogs begrænsninger: hvad det ikke fatter, og den menneskelige begrænsning, det alt-for-menneskelige, der kommer til syne ved dette andet sprogs grænser: forfatteren og problembarnet selv.  

  Serbienbøgerne er langt bedre og vigtigere end Handkes stooore romaner – såsom den af de danske anmeldere til yderste stjerne besungne Det Store Fald – med al deres «poesi» og «fantaseren» og «eventyr», og hvor alle personer mest af alt ligner forfatteren selv. Handke er langt bedre til at beskrive det og de virkeligt værende end til at fantasere. Sproget i Serbienskrifterne er proklameret ikke-journalistisk, men det er heller ikke, som anklagerne ofte lyder, «poetisk» eller «Historie-poetiserende», det er slet og ret et helt andet sprog, der på helt andre måde fatter og gengiver verden og vores Historie. I modsætning til medierne, som alene er nu, er Handke også her og giver sig i det mest vellykkede dage og passager tid til ikke at se efter noget og ikke være ude på noget, men bare være og lade det omkringværende synke ind, betragte og ikke gennemskue, men blot se ind i menneskene og forholdet mellem dem, i deres personlige og kollektive erindringer og fortid og mangel på fremtid. Og undre sig. Og gengive denne undren. Fortælle.

  Handke er ikke kun paranoid, når han nu på sine prisværdige ældre dage nægter at lade sig interviewe – om Serbien-«sagen» og i det hele taget. «I har jo ikke læst mig!» hvæser han, og har ret: Det er ikke nok – som i denne artikel – at citere, man må læse sig gennem hele bevægelsen for at forstå, hvor kompleks både skrifterne og historien om Handkes rolle i den store Historie om eks-Jugoslavien er, og hvor heterogen og kompleks og fuld af bylder og sorte huller både skrifterne og Historien sgu er. Det er ikke formfuldendte litterære skønskrifter, tværtimod, det er noget snavs. Som verden, menneskene, os.

        Og ovenfor nævnte og indtil NU cliffhangende Herr Brokoff har selvfølgelig på sin egen begrænsende måde ret: Det er muligt at snitte citater ud af Serbienskrifternes bevægelse og vende dem mod forfatteren som beviser i en domsfældelse. Det er bare ikke ret-færdigt, og det er for simpelt. I denne verden og over for dette forfatterskab er det fake, men effektivt at forenkle, det ved vi fra tidsånden og dens arketyper Twitter & Trump, men det fører ikke til den dybere forståelse af verden, sproget, menneskene og Historien, som er forudsætningen for at ændre verden, sproget, menneskene og Historien og give verden en ny orden.

        Så skal vi virkelig, ja, kan vi overhovedet forsvare at læse Peter Handke – og Virginia Woolf, Celine, Hamsun, Ernst Jünger og Yahya Hassan? JA! Den kunstneriske ytringsfrihed er ikke mindst vores mulige frihed: Friheden til selv at tage ansvaret og læse, se, lytte, forstå og bedømme al verden! 

   Madame Nielsen, Berlin-Charlottenburg, november 2019

Linker til debatten i Information:
https://www.information.dk/kultur/2019/11/nobelprisen-handke-styrker-europas-balkans-revisionistiske-hoejrefloej

https://www.information.dk/kultur/2019/12/madame-nielsen-hilser-alen-meskovic-ild-passion-hjerneligt-velkommen

https://www.information.dk/kultur/2019/11/madame-nielsen-ser-handkes-sprog-toever-foran-bosniske-muslimer-oploeser-kendsgerninger

(Madame Nielsens svar på siste innlegg kommer i Information i neste uke, og vil linkes til her.)