Theben på den gule febers tid

Krigen om Theben er slut, og man begraver de døde. Den blinde Ødipus er død i eksil, Kreon har overtaget kongemagten. Ødipus

theben på den gule febers tid

Tekst og instruktion: Eugenio Barba

Scenisk rum: Odin Teatret
Med: Kai Bredholt, Roberta Carreri, Donald Kitt, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley

Kostumer og rekvisitter: Lena Bjerregaard, Antonella Diana, Odin Teatret
Musikalsk ledelse: Elena Floris
Lysdesign: Fausto Pro
Dramaturg: Thomas Bredsdorff

Holstebro, 12. september 2022

Neste forestillinger (se også hjemmeside her):

Thebes au temps de la fievre jaune
8. - 12. & 15. - 19. november 2022
Théâtre du Soleil - Cartoucherie, Paris

søn Polineikes angriber byen, men dræbes og den anden søn dør i forsvaret for byen. Han tildeles en heltebegravelse, mens Polineikes lig efter Kreons befaling bliver liggende på slagmarken. Antigone begraver sin bror i protest, hun pågribes og dømmes til døden, men begår selvmord. Disse handlinger vises ikke på scenen, men er baggrund for den meget mørke, abstrakte og stemningsprægede forestilling.

Scenen, som er omkranset af tilskuere på begge sider, etableres med små begravelseslys på begge sider, mens fem sortklædte skikkelser med klokker under tøjet bevæger sig syngende rundt. Ansigterne er hyllet i hvide lagner som masker, og de kaster blodplette lagner rundt og op i luften. De døde dækkes til. Den døde Ødipus, med langt sort hår og et ansigt af hvidt ler, vandrer syngende rundt blandt ligene som et genfærd. Sproget er oldgræsk og derfor uforståeligt for de fleste men med få, fortællende engelske replikker.

Et sidespring

Eugenio Barba skrev i 1988 en artikel om tilskuere, som oplever med forskellige forudsætninger og fokuserer på forskellige sider af hans forestillinger. En ser det som en dans, en anden oplever musikken og sangen, en er indforstået med Odin Teatrets historie og særlige stil. Et barn vil måske opleve det hele meget bogstaveligt, en forstår fortællingens kontekst, mens en anden betragter det hele som et hemmeligt ritual.

Barba ser det som instruktørens opgave at tilfredsstille både den døve, barnet, den blinde, den intellektuelle belæste eller englen, der oplever de genfærd, som danser med i forestillingen. Der er ikke et hierarki mellem de forskellige tilskuermuligheder, og dermed giver instruktøren et redskab til at tænke og udforme forestillingen på flere forskellige måder.

Jeg tilhører en gruppe, som er bekendte med teatrets historie, aktiviteter og forestillinger, og som har fulgt teatret i årevis. Personligt oplevede jeg i 1972, efter at have set Min Fars Hus en vis længsel. Der var oplevelsen af et indre tomrum, en mangel eller et fravær, som jeg lod Odin Teatret udfylde gradvist. Det var et tomrum, jeg havde oplevet helt fra barnsben. Min Fars Hus blev for mig en levendegørelse af min fars gravsted. Han døde kort tid efter, jeg blev født, og nu begyndte Odin Teatret at danse på graven.

Forestillingens montage

Efter det indledende ritual smides de sorte frakkerne, og hver især fremstår figurerne i farverige jakker og smykker, en enkelt med en stor paryk, som skjuler ansigtet, en anden med maske. De er stort set uigenkendelige.

En tyr kommer frem med gyldne horn, besmykket med ben som en gyngestol. Smuk og skræmmende. Er det Minotaurus, halvt menneske og halvt tyr, der er fanget i labyrinten, som ender med et afhugget hoved?

Julia Varley er den blinde Theresias. Kai Bredholt er Kong Kreon i blå kongekåbe som spiller harmonika, Roberta Carreri er en vanvittig mor, som begraver sit døde barn, og tror hun er Antigone, Donald Kitt er Sfinksen, som bygger en hule af brædder. Iben Nagel Rasmussen er Ødipus, den blinde, et genfærd, der bærer sin stok på skuldrene som et kors. Alle skuespillerne synger og danser sære partiturer, individuelt og sammen.

Langsomt bevæger forestillingen sig over i et modernistisk billedunivers, hvor det ene berømte billede efter det andet hænges op eller lægges på gulvet. I den ene ende afsløres Van Goghs billede af gule solsikker, en fejring af den gule farve, som han efter sigende var som besat af. Kort efter afsløres billedet af Banksys visne solsikker.

Farven gul i malerkunsten (Gauguin, van Gogh, Klee, Munch, Mondrian med flere) bliver til den gule feber, altså gulsot. Kreon gør som en hund og sætter en kniv i Munchs Madonnabillede. Han spidder billedet og sætter et rødt klæde fast i munden med dolken. Derefter placeres billedet oven på Poul Gauguins billede af Kristus. I den anden ende hænger Chagalls violinspillende tyr.

Dramaturgisk er det centrale princip, som i alle andre Odin forestillinger, montageteknik: dvs. mange elementer sættes sammen til en helhed, som ikke kun er en lineær sammenkædning i tid, det er også fragmenter i rummet, som sættes sammen, vekslende mellem modsætninger eller komplementaritet.

Theben forbindes allerede i titlen med ”den gule feber”: en virussygdom, som har været kilde til mange epidemier. Oprindelig var det jo pesten, som plagede Theben, og hvor Ødipus frelste byen ved at løse gåden om mennesket. Men her er vi også i en form for moderne tid. Billederne rives ned, lægges på gulvet som tæpper og foldes til slut sammen. Klimaks er uden tvivl scenen, hvor tre skuespillere synger og spiller harmonika for fuld udblæsning.

Et tilbageblik til Thebens syv porte

I 1986 udgav jeg en bog om Odin Teatret: Thebens syv porte. Når jeg kommer til at tænke på denne, er det fordi Theben på den gule febers tid, begynder med en henvisning til, at Theben skal ødelægges syv gange og syv gange plus én genopbygges. Det forklarer Julia Varley på engelsk som en slags fortæller.

Theben er tydeligvis en central metafor for Barba. Det blev den også for mig: en metafor for hvordan man betragter en forestilling. Der er altid flere indgange, og som jeg skriver, kan Odin Teatret ikke beskrives gennem en forestilling, men må beskrives gennem arbejdsprincipper: Skuespillernes, instruktørens og tilskuernes. Jeg beskriver blandt andet montageteknikken i Oxyrhyncus evangeligt, som Barba selv kaldte et kreativt nybrud, hvor figurerne og dramaturgien er opfundet undervejs i processen uden en egentlig indre sammenhæng. En skuespiller fortæller i øvrigt på et tidspunkt, at stykkets hemmelige titel er: Josef Stalins liv og gerninger.

Jeg forstod ingenting, sproget var yiddish, koptisk og oldgræsk, men forestillingen var en stor og uforglemmelig oplevelse. Den skabte et nyt rum i mit teaterhjem, hvor musikken og stemmerne stadig klinger, og skuespillerne danser i en simultan dramaturgi, hvor flere fortællinger flettes sammen, er parallelle, afbryder hinanden eller modsiger hinanden.

Jeg oplever Theben, som en slags fortsættelse. Nu er det tyrens hoved, der som anti-krist ligger tilbage, da skuespillerne forlader scenen. To af dem var også med dengang i 1985, Julia Varley og Roberta Carreri. Det er flere interne tråde til Odin Teatrets historie. I programmet fremgår det, at forestillingen er tilegnet en række personer, som har været knyttet til teatret på forskellige måder, og som ikke lever mere. Der er scener, som minder om tidligere forestillinger. Midt i forestillingen vises et papirtryk med billedet af Torgeir Wethal, som sammen med Barba og Else Marie Laukvik var med til at grundlægge teatret i 1964.

Før den afsluttende scene kommer Eugenio Barba ind og omfavner skuespilleren, Iben Nagel Rasmussen, som kom til teatret i 1966, efter man var flyttet til Holstebro. Derefter giver han tegn til, at de kan fortsætte og skuespillerne danser ud af rummet. Som altid kan man ikke lade være med at se en dobbelthed. Er det et personligt farvelkys eller er det et farvel til Ødipus?

Arven fra Walter Benjamin

Grundlaget for Odin Teatrets skuespillere er en teoretisk og praktisk viden om, hvordan skuespillerens nærvær kan påvirke tilskuerens perception og sansning. Det kan være en viden om fx tyngdekraftens betydning, modsætningernes kraft, brud med inerti, den dynamik som kan opnås via sammenføringen af ikke-sammenhængendes elementer.

Odin Teatret har været en ”fremmed” som skabte teaterformer, som på ingen måde var velkendte og undertiden ”uforståelige”, men altid anvendelige i det lokale og globale univers. Langsomt blev Odin Teatret et hjem både for gruppen og en mængde tilbagevendende tilskuere.

Odin Teatret henvender sig til tilskuerens ikke-viden. Det gælder også instruktøren og skuespillerne, som bevidst afstår fra en sikker fælles viden om, hvilken betydning forestillingen skaber. Det er kun en ting, man kan være sikker på. Det er, at det for Eugenio Barba og skuespillerne har kostet blod sved og tåre og flere års arbejde at lave forestillingen, som er et abstrakt rum uden en klar handling eller faste karakterer.

Hvad de søger og har søgt gennem snart 60 år, tror jeg ikke, man skal forsøge at forklare. Det er snarere et spørgsmål om at respondere på den melankoli, som er knyttet til afskeden, døden, begravelsen, mindet som falmer. Jeg mindes forestillingen Talabot (1988), hvor tilskuerne fik udleveret et kort med et billede af skuespilleren Iben Nagel Rasmussen som Historiens engel og en lille tekst af Walter Benjamin med reference til Paul Klees billede, Angelus Novus, som Benjamin bar med sig i mange år, og som spillede en rolle i Über den Begriff der Geschichte, hans sidste bog med de såkaldte Historiefilosofiske Teser fra 1940, samme år, som han begik selvmord på flugt fra Nazismen.

Walter Benjamin:

Der findes et billede af Klee, som hedder Angelus Novus. Det forestiller en engel, der ser ud som om den er ved af fjerne sig fra noget, den stirrer på. Dens øjne er opspærrede, dens mund er åben, og dens vinger er bredt ud. Sådan må historiens engel se ud. Den har vendt sit ansigt mod fortiden. Hvor der for vore øjne viser sig en kæde af begivenheder, der ser den én eneste katastrofe, som uafladelig hober ruindynger ovenpå hinanden og slynger dem foran englens fødder. Den ville gerne blive, vække de døde og føje det der er slået i stykker sammen igen. Men fra Paradiset blæser en storm, som har grebet fat i dens vinger og er så voldsom, at englen ikke længere kan folde dem sammen. Denne storm driver den uophørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen til, mens ruindyngerne foran den vokser ind i himlen. Det, vi kalder fremskridtet, er denne storm. Walter Benjamin, 1940.

Som nævnt ligger det skræmmende sorte tyrehoved tilbage som et tegn på den kommende storm. Det er på ingen måde en håbefuld slutning. Odin Teatret har overlevet mange omvæltninger, og skabt en form for holdepunkt, et hjem, som rækker langt ind i fremtiden, også selvom det bliver et imaginært og metafysisk rum, vil det blive stående i stormen.

(Publisert 10.11.2022)