Dansk teater under Corona-krisen

De seneste fem uger har i sandhed budt på uforudsete og vanskelige udfordringer – også for scenekunsten. Corona-nedlukningen af Danmark blev indledt d. 10. marts med regeringens opfordring til aflysning af ’arrangementer, koncerter og teaterforestillinger med flere end 1000 deltagere’. Da Folketinget allerede næste dag fulgte op med et påbud om lukning af forsamlinger på 100 og flere personer, stoppede teatrene hårdt op: Med øjeblikkelig virkning blev forestillinger aflyst, prøveforløb sat i bero og premierer udsat – med deraf følgende frit fald i indtægterne for teatrene og deres ansatte. For Fredericia Teater, som i forvejen havde en overanstrengt økonomi, blev aflysningerne det sidste strå, som væltede læsset, og i medierne pegede interviews og artikler på kulturområdets styrtblødning.

Svag kulturminister

Den prekære situation blev opfattet som så meget desto mere uro-vækkende, fordi den afslørede en kulturminister, som i udgangspunkt hverken forstod eller formåede at tale kulturens sag i regeringens forhandling af Corona-hjælpepakker. Forundringen over fraværet af hensyn til kulturlivet i de første hjælpepakker blev vendt til fortørnelse, da kulturminister Joy Mogensen afviste, at kulturen skulle have specifik opmærksomhed og desuden udtalte: «Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nui». Hermed stod det klart, at kulturlivets talsperson i regeringen ikke alene savnede gennemslagskraft men også basal viden om sit resort-område.

En del af kritikken for denne ulykkelige situation skal imidlertid rettes mod statsminister Mette Frederiksen, som i forbindelse med den socialdemokratiske regeringsdannelse i 2019 valgte at hente sin kulturminister udefra, og i stedet for at udnævne partiets mangeårige kulturpolitiske ordfører udnævnte en kommunalpolitiker uden erfaring fra Christiansborg. I den aktuelle situation er konsekvensen desværre, at ministeren kommer til at fremstå som gidsel for en regering, som rangerer kulturen meget lavt.

Det danske teaterlandskab

Manglen på forståelse for grundlæggende vilkår i dansk kunst- og kulturliv er kulturministeren desværre ikke er ene om. Når teatrene ikke kan gøre brug af den generelle hjælpepakke skyldes det, at lønkompensationen er møntet på virksomheder, hvis støtte fra det offentlige er under 50% af deres samlede indtægtsgrundlag. Det er imidlertid kendetegnende for dansk teater, at de har over 50% i offentlig støtte. Udover Det Kongelige Teater og de tre landsdelsscener (Aalborg, Odense og Aarhus Teater) er der desuden ganske få teatre med faste ensembler, og selv de er af en størrelse, som betyder, at de ikke kan have glæde af ordningen. Blandt de mindre institutionsteatre, som tæller egnsteatre, små storbyteatre og teatrene i Det Københavnske Teatersamarbejde består den fastansatte stab typisk af en ledelse og et par administrative og tekniske medarbejdere, mens det øvrige personale er løst ansat på korterevarende kontrakter på alt fra et par måneder op til et år. Samlet set er der således strukturelle forhold i det danske teatersystem, som betyder, at lønkompensationsdelen af den generelle hjælpepakke ikke er relevant – ligesom ’den norske model’ med tvungen orlov (permettering) heller ikke er aktuel. Det samme gælder for de mindre teatergrupper, uafhængige producenter og scenekunstnere inden for børneteater, dans og performance, som modtager produktionstilskud efter ansøgning til Statens Kunstfond. Til denne gruppes store lettelse er det netop blevet meddelt, at bevillinger til produktioner, som er ramt af aflysning, ikke vil blive krævet retur af Statens Kunstfond.

Ny kompesationsordning

Med vedtagelsen af den 5. hjælpepakke d. 19. marts blev der stillet lønkompensation i udsigt til selvstændige og freelancere. I udgangspunkt var ordningen betinget af en månedlig indtægt på minimum 15.000 kr., hvilket betød, at mange kunstnere faldt uden for målgruppen. Efter pres fra en række kunstnerorganisationer og et grundigt arbejde i Erhvervsministeriet blev minimumsgrænsen efter en uge reduceret til 10.000 kr.

I påskeugen udmøntede forhandlinger på kulturområdet sig omsider i en række nye aftaler, heriblandt Kompensationsordning for selvejende institutioner, organisationer m.v. med primært offentlig støtte, som giver bl.a. museer og teatre adgang til at søge kompensation af drift og løn på niveau med vilkårene i de generelle hjælpepakker. Samtidig blev der vedtaget en midlertidig kunststøtteordning for enkeltpersoner, som ikke har kunnet få del i de øvrige hjælpepakker, fordi de har såkaldt ’kludetæppeindtægt’, d.v.s. et indkomstgrundlag, som kombinerer løn (A-indtægt) og honorarer (B-indtægt) med skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed. Denne aftale er af stor vigtighed for scenekunsten, fordi den favner en stor gruppe personer, for hvem det aflyste indtægtsgrundlag består af blandede aktiviteter som optrædener, foredrag, workshops og undervisning. Ordningen sikrer, at de kan få dækket 75 % af det forventede tab, dog maksimalt 23.000 kr. per måned.

Holde skuden over vandet

Parallelt med myndighedernes respons er den alvorlige situation blevet modsvaret af en række vigtige tiltag fra scenekunstområdets egne aktører: Organisationer som Dansk Skuespillerforbund og Dansk Artistforbund strækker sig langt for at støtte deres medlemmer og har på afgørende tidspunkter samarbejdet med bl.a. komponisternes, dramatikernes og forfatternes forbund om at råbe politikerne op. Teatrene er på overarbejde i deres bestræbelser på logistisk og økonomisk damage control i forhold til annullerede kontrakter, ændrede tidsplaner og håndtering af billetter til aflyste forestillinger. Endelig er der talrige medlemmer af publikum, som viser teatrene deres opbakning og velvilje ved fx at donere allerede købte billetter, købe årskort o. lgn. Ligesom i andre lande har krisen desuden stimuleret intens kunstnerisk kreativitet, som ikke mindst i påsken er blevet formidlet i nye forestillingsformater. Eksemplerne spænder fra den nyskrevne forestilling Karantæne sendt på Kgl Extra, Det Kongelige Teaters streamingtjeneste, over teatergruppen Det andet Scenaries opsøgende gårdteater-forestilling Lyslevende, til performancekunstner Linh Les fotos og videoberetninger fra hendes Corona Cavehttps://www.instagram.com/linhle_dans/?hl­da. Summa summarum bliver der arbejdet på alle niveauer for at holde scenekunstens skude om ikke flydende – så dog i vandet. Endnu har, så vidt vides, ingen andre teatre været nødsaget til at dreje nøglen om. Det er imidlertid for tidligt at sige noget definitivt om – og i hvilket omfang – de ekstraordinære støtteforanstaltninger, kan redde branchen igennem krisen.

Genstart af samfundet

Inden helligdagene annoncerede statsministeren en forsigtig genstart af samfundet efter påske, som indebærer, at børnehaver og folkeskolens yngste klasser sammen med deres pædagoger og lærere går forrest i genetableringen af en hverdag med behørige hensyn til de nu velkendte anti-smitteforanstaltninger. Samtidig bekendtgjorde hun, at biografer, foreningslivet, teatre og storcentre fortsat skal holde lukket frem til 10. maj, men også at man i næste fase vil se på, om restriktionerne kan lempes. Dog forlænges forbuddet mod store forsamlinger, som rammer alle store kulturbegivenheder til og med august, d.v.s. udgangen af den indeværende teatersæson. Selvom der endnu ikke er sat antal på ’store forsamlinger’, forventes beslutningen blandt andet at få konsekvenser sommerens populære revyer.

For scenekunsten som for store dele af resten af samfundet betyder uvisheden om en endelig slutdato for nedlukningen, at de mange berørte bruger kræfter på at bekæmpe håbløsheden. Hverken teaterledere, arrangører eller producenter kan i øjeblikket svare på, hvornår det igen bliver muligt at mødes i det særlige fællesskab, som opstår omkring en forestilling med levende skuespillere og et levende publikum. Ej heller ved vi, hvordan teaterlandskabet ser ud til den tid. Men vi ved, at der forestår en større opgave med at opdyrke en politisk forståelse for ikke blot vigtigheden af – men også vilkårene i – kunst- og kulturlivet. (Publisert 16.04.2020)