Om blindhed

I tråd med romanen foregår forestillingen i en tid hvor katastrofer udspiller sig. Det begynder med et enkelt tilfælde af

En fortælling om blindhed

Af José Saramago
Bearbejdelse, dramatisering: Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Regi: Christian Lollike
Lysdesign Asger Kudahl
Scenografi: Nathalie Mellbye
Lysdesign: Balder Nørskov
Medvirkende: Simon Mathew
Aarhus Teater i samarbejde med Sort/Hvid og Teater Momentum

blindhed, idet en mand, på vej til arbejde i sin bil, pludselig ikke kan se andet end et hvidt skærende lys. Det samme sker for flere andre, pludseligt og uden varsel er man blind.

Oplevet blindhed

Man ankommer til Studio Scenen i kælderen på Aarhus Teater. Vi har corona-venlige mundbind på af hensyn til den faktiske epidemi lige her og nu. Scenerummet består af brikse, som er fordelt i hele rummet. Man tager plads på hver sin briks og ifører sig et par hovedtelefoner, hvorigennem forestillingen udspilles i 3-d lyd. På briksen ligger også et par beskyttelsesbriller med hvid belægning, som man bliver bedt om at påføre sig.

Lad os sige, at vi lever i en tid, hvor katastrofer hver dag udspiller sig. Om ikke lige for øjnene så i hvert fald tættere på end nogen siden før – Lad os sige det er i sådan en tid vi lever, og lad mig så fortælle jer en lidt usædvanlig historie. Forestil dig, at du står ved et lyskryds, en bil holder stille: Jeg kan ikke se, råber manden i bilen. Forestil dig at du ikke kan se …

Fortælleren fremmaner tilskuerens indre syn og den kaotiske verden, vi befinder os i uden synet med formuleringer som: ”Lad os sige at… ” og ”Forestil dig at…” Der tales direkte til os og til det indre blik, der skal bringe tilskueren til at forestille sig den blindes perspektiv. Hvordan kan man forestille sig verden, hvis man er blind? Vi forestiller os, hvordan vi famler os frem efter lydene. En hvisker helt nær, en anden snubler og falder med et brag, noget skramler og knuses mod gulvet. På et tidspunkt mærker man noget, som strejfer én - er det et dyr, måske en rotte, som suser forbi?

Spøgelser

For at begrænse smitten, isoleres de smittede på et nedlagt psykiatrisk hospital, og her bliver de adskilt fra samfundets almindelige orden. Berøvet synssansen, overlades de til føle-, høre- og lugtesans. Der opstår nogle nye relationer og en form for afhængighed mellem de blinde, men også en indbyrdes kamp, hvor blindheden fremmer eksistentielle følelser af ensomhed. De blinde føler sig som spøgelser, udenfor livet, selvom de kan fornemme at livet stadig findes, og de går i opløsning som personer, bliver rå, amoralske og sygelige.

Saramagos roman omhandler blindheden i et samfund, som i den grad er baseret på synet, selvom vi givet alle har blinde pletter. Men det modernes visuelle hegemoni kan også betragtes som en form for blindhed. ”Jeg tror ikke, at vi blev blinde, jeg tror, at vi er blinde, blinde, som ser, blinde, som ser uden at se” siger en af romanens personer mod slutningen. Først er der blindheden, så følger barbariet. Men hos Saramago også omsorg.

Blindhed fungerer som en sensorisk obstruktion, som får vidtrækkende konsekvenser. Som vi ved spiller synet en både sanselig praktisk og metaforisk rolle i vores samfund.

Når blindheden indfinder sig, er det stemmen, lugten og afstanden, som er central sammen med berøringen. Det er høresans, berøringssans, proprioception, proximity, som skaber relationerne i blinde-samfundets orden. De er til en vis grad underkendte værdier i den vestlige civilisation. Men Saramagos dystopiske fortælling skildrer, hvordan blindhedens betingelser vanskeliggør en ny orden. Hvem tager ansvar for fællesskabet? Hvordan skabes overblik og nye regler? I de blindes rige hersker social undergang og kaos, hvilket fører til opløsning af medmenneskelighed og dermed til galskab.

Fortællemåden

Forestillingen er, som romanforlægget, bygget op omkring den alvidende fortæller. Her er fortælleren (Simon Matthew) placeret ved en bar midt i rummet. Han er hvidklædt og sminket hvid i ansigtet og på den kronragede isse. En sand trickster, den hvide klovn eller en udgave af Jokeren, og når tilskuerne er på plads, tager han dem med ind i den skæbnesvangre begivenhed.

Den virtuelle reality-lyd, hvor recordede stemmer og lyde mixes med fortællerens live-stemme og reallyde fra rummet, skaber et kaotisk og skræmmende virkelighedsnært univers. Lyde og stemmer er skiftevis ganske nær, længere borte i rummet, skingert skrigende og intimt hviskende i øret, og oplevelsen af at være til stede i det hede centrum af katastrofen er åbenbar. Forestillingen indfører i den blindes perspektiv ved at arbejde med forskellige styrker af hvidhed og mørke. Man ligger på ryggen og ser gennem de hvide briller op i loftet. I begyndelsen er rummet bare hvidt og så at sige uden grænser, en imaginær konstruktion, men samtidig berøres ens briks fra tid til anden, så man udover at være i lyduniverset, bliver opmærksom på det konkrete rum. Man er grundlæggende desorienteret i forhold til de forskellige sanselag, og forskellen mellem de virtuelle og de faktiske lyde er umuligt helt at dechifrere.

Konflikten

I Saramagos historie følger man en kvinde, lægens kone, som er den eneste, der stadig er seende, hvilket hun holder hemmeligt. Det er hende, som organiserer de blinde, men hun lider også under dette ansvar. På et tidspunkt er der en gruppe blinde som danner en slags bande og kræver værdier og i sidste ende kvinder for mad. De nærmer sig et dyrisk stadie, de vil have kusse og voldtager i flæng flere af kvinderne omkring sig. Her har den seende en trumf, for det lykkes hende midt i et orgie af voldtægt, at snige sig ind på bandelederen og stikke en saks i halsen på ham. Hun befrier de blinde, men forrykker også en etisk balance. Hun har dræbt og er nu selv kommet et skridt nærmere mod civilisationens opløsning.

Forestillingens regime

Man er som tilskuer installeret som en blind medvidende i universet, både midt i fiktionens rum, men også sit eget sted udenfor fortællingen. Man er afsondret fra de andre tilskuere, som kun er meget svagt til stede i ens bevidsthed. Desto mere opmærksom bliver man på sin egen sansning og lytning, hvor høresansen skærpes og bliver ekstra sensitiv. Der er en vis tryghed i denne position som vidne, ikke medaktør, og det er som at lytte indlevet til en podcast. Men forventningen til tilskueren gradueres undervejs. I forbindelse med voldtægtsscenen, sker der det, at fortælleren pludselig stiller spørgsmål direkte til tilskuerne: Man bedes række hånden op hvis man som kvinde ville melde sig til at give sin krop for mad.

Som tilskuer bliver man indfanget i forestillingens fiktion på en ny måde, dog uden mulighed for at ’gøre oprør’ mod situationen, endsige forstå, hvad det er for en rolle man spiller her.

Det er et taktisk fortællegreb. Resultatet er, at kommunikationen bryder sammen, og som tilskuer efterlades man både i en fysisk og fortolkningsmæssig usikkerhed. I hvert fald kan man blive i tvivl om fortællerens koder og kontrakter, og man kan diskutere, om dette skal ses som en uklarhed i iscenesættelsen eller en ubestemmelighed i værket.

Ironien

Fortælleren performer, i overensstemmelse med forestillingens uklare eller ubestemmelige greb, en ironisk distance, som også signaleres gennem hans hvide trickster-maskering. På den ene side skaber iscenesættelsen med sit greb opmærksomhed på fortælleren, hvilket kan virke neutraliserende, og i momenter tillader dette ligefrem at vække en form for nydelse ved at lytte til fortællerens stemme og til den rædsel, der rulles ud for ørerne af én. Verden er allerede et teater, forstår man, og ironien skærper det teatrale perspektiv. På den anden side efterlades man i tvivl om fortællerfigurens status, ikke mindst i det øjeblik, hvor forestillingen forventes at være til ende, hvor tilskuerne tager brillerne af og ser fortælleren stå midt i rummet, jonglerende med en pistol, som han tager ladegreb på. Hvad mener han med denne gestus? Sådan kunne man forestille sig, historien kunne slutte, siger han. Hvem er han egentlig? Iscenesættelsen lader på den måde afslutningen stå uforløst og opretholder uklarhedens irritation.

Blindhed i pestens perspektiv

Artaud skrev i sin tid om teater som pesten, der direkte og konkret griber ind i vores sansning og perception. Han så teatret som en genopdragelse af sanserne. En af pointerne i Saramagos roman er, at blindhed går ud over evnen til kommunikation. Sproget går i opløsning og mister betydning. Der indtræder en form for anonymitet, hvilket breder sig til et angreb på hele civilisationen. I iscenesættelsen har Lollike valgt at forstærke denne pointe, dels ved faktisk at lade tilskueren mærke, hvordan kommunikationen kollapser, når man er berøvet synet, og dels ved at skitsere de blindes identitetstab gennem stemmer, som tilskuerne vanskeligt kan skelne fra hinanden. Måske bringer denne dobbelthed tilskueren til at reflektere i spændet mellem fiktion og realitet: hvad ville jeg gøre, hvis en af mine nærmeste blev ramt af virus, som skilte os fra hinanden? Lollike har gjort dette spørgsmål yderst relevant ved at lade fortællingen få en mere radikal udgang end i Saramago’s forlæg. På en vis måde genindfører Lollike empatien i forestillingens sidste scene, idet lægens kone, den seende blandt blinde, hende, der nærmer sig civilisationens afgrund ved at slå voldtægtsforbryderen ihjel, foretager et medlidenhedsdrab, idet hun giver barnet, som er alene tilbage og har mistet sine forældre, en nådefuld død ved at kvæle det.

En fortælling om blindhed viser, hvor skrøbelig civilisationen er og lægger op til refleksion over, hvad vores sanser betyder for os selv og for samlivet med andre. Men muligheden for at se os selv i det dobbelte teaters perspektiv, og dermed få nye blikke på virkeligheden, må forestillingen siges at lykkes med.