
ARKIV
Det er vigtigt, at vi bliver ved med at mutere
(København): Interview med scenograf, instruktør og kunstnerisk direktør Nathalie Mellbye om Sort/Hvids aktuelle laboratoriumsformat, Klub Kreatur.
Nathalie Mellbye sidder i sofaen med sin nyfødte datter i armene, jeg selv på gulvtæppet med en kop kaffe og en kat i favnen. Hun spørger, om det er okay, at hun sidder med ‘patten’ ude og ammer. Det er det selvfølgelig. Datteren hviler roligt i sin Adidas-tracksuit med de monokrone hvide striber, og bag os står en kæmpe bogreol med titler i alle tænkelige retninger.
Dagen forinden mødte jeg selv samme Nathalie på Sort/Hvid i København, hvor hun siden septemb 2023 har været kunstnerisk direktør. Teatret, der ligger i en gammel slagtehal i Kødbyen i København, er i perioden 2021-2029 udvalgt af Statens Kunstfond til at være centrum for værker på tværs af form og genre, der udvikler rammerne for musikdramatik. Som en del af teatrets fokus på musikdramatisk udvikling, har Sort/Hvid introduceret et nyt koncept – Klub Kreatur.
Ved mit besøg stod dørene vidt åbne, og de skabende kunstnere og processen var aftenens hovedaktør. Her til den første Klub Kreatur var det sanger og sangskriver Afskum, der sammen med fire musikere har samarbejdet med iscenesætter Astrid Gade i aftenens anledning. Med en dåseøl inkluderet i billetprisen fandt jeg mig til rette i teatrets foyer, mens DJ headrush slog stemningen an. Ved showstart blev vi ledt ind i et af teatrets sale, hvor publikum kunne stå omkring det kvadratiske podie. Fra loftet hang en kæmpemæssig glorie eller uro besmykket med knive og omsluttede Afskum. Gennem sit musiske univers og med sin unikke vokal blev vi taget med på en intens rejse gennem undersøgelsen af hjertet og kniven.
Tilbage i lejligheden spørger jeg nysgerrigt ind til overvejelserne bag formatet, og Nathalie kortlægger hendes tanker om skiftet til kunstnerisk direktør og hendes drømme for Sort/Hvid med formater som Klub Kreatur.
Hvad er Klub Kreatur?
– Da jeg overtog teater Sort Hvid, så var det med et ønske om at finde ud af, hvordan vi kunne skabe plads til at præsentere flere forskellige kunstnere og lave nye konstellationer af samarbejder, både mellem scenekunstnere, men også kunstnere udenfor teaterbranchen. Det er et hus, som ressourcemæssigt har mange muligheder og scener, men som ofte, som andre teatre, bliver begrænset af de længere spilleperioder, hvor man har sat sig på hele huset og alt personalet. Klub Kreatur er en anden og ny måde at invitere et mangefold af kunstnere ind og give mulighed for at udforske sceniske eksperimenter. Det er en one off aften, hvor publikum lukkes ind i eksperimentet. Umiddelbart efter visningen afholdes en artist talk, der åbner processen op for refleksion og showcaser deres kunstneriske praksis for et lille intimt publikum.
Nathalie fortæller om eksperimentfasen som et rum, man normalt sjældent får adgang til som publikum, og som hun selv synes er vildt magisk. I daglig tale beskriver man det måske som teatermagi og gør det mærkeligt uhåndgribeligt. Men jeg oplever, at der i Klub Kreatur bliver skabt et rum, hvor publikum får lov at opleve det kunstneriske produkt, mens det er ved at blive skabt. En mulighed for at arbejde med noget, man ikke altid helt ved, hvor ender, og som netop emmer af det abstrakte begreb ‘teatermagi’.

Kan man lukke publikum ind i den samme atmosfære, som man er i, når man er i det skabende rum?
– Klub Kreatur er et sted, hvor man kan vove at fyre et eksperiment af, fordi det ikke skal være noget mere end den éne aften. Derfor kan man måske tage nogle hurtigere, intuitive og powerfulde valg, som er lystbetonede. Arbejde quick and dirty, som jeg kalder det. Ofte når vi laver teaterproduktioner i sin fulde helhed, bruger man sine discipliner på én måde, men når man gør det i et kortere format, arbejder man enormt instinktivt, man arbejder på en måde med en meget mere klar, kreativ og hurtig kraft. Repetition er som regel en vigtig faktor i scenekunsten. Jeg synes selvsagt, at det er dejligt med processer, der har fordybelse og tid til at udvikle produktioner i fuld skala, hvor vi arbejder mod præcision, og hvor vi spiller det samme hver aften i en længere periode, og det stadig føles levende. Det er jo det, vi er eksperter i. Men det er en anden kraft, der kan fyres af, når det er et tilstedeværende, én gangs ‘her og nu’.
På sigt håber jeg også at kunne lave de her Klub Kreaturer lidt mere løsrevet fra en længere periode, fx hvis man står og har et andet event eller parallelt med at en forestilling spiller.
Hvilke kreaturer er det, der gæster Sort/Hvid?
– Drømmen var at facilitere flere tværkunstneriske møder og mere kreativ kraft ved at invitere forskellige kunstnere ind og måske også nogle lidt atypiske kunstnere i forhold til scenekunsten – og når jeg siger scenekunsten, så er det alle de her former, vi arbejder med: musik, dans, teater.
Hos Nathalie, der tidligere har været på Studio-scenen på Aarhus teater, hvor hun bl.a. gjorde sig bemærket med sin rå musikalske og stærkt visuelle og sanselige iscenesættelse af A Clockwork Orange (2022), er det ofte det ekspressive, det visuelle og den rumlige undersøgelse, som står i forgrunden.

– Jeg synes det er sjovt at udvikle forventningerne om, hvad teater er, når man så også inviterer billedkunstnere eller skulptører eller musikere ind i et procesmøde, som vi blandt andet har gjort med Faun Vium og Esben Weile Kjær tilbage i foråret.
Esben er hovedsageligt billedkunstner, og som han sagde i sin Artist Talk, så er han pissebange for black boxen – og pissebange for narrativet. Altså det, at hver gang man laver en teaterforestilling, eller hver gang man er i et teaterrum, så ligger der en konvention om, at det er narrativet, der udspiller sig.
Et mangfoldigt kuld
– Publikum må godt udfordres lidt i, hvad er det for nogle fortællinger, der bliver fortalt. Hvad er det for nogle ingredienser, vi bruger? Hvilke typer kunstnere fortæller hvilke fortællinger?
Så den mangfoldighed har vi også haft for øje, når vi har sammensat de her kreaturer, som vi har kurateret gennem open calls; delvist sammen med et kunstnerisk råd, bestående af folk med forskellig musikbaggrund, men også med blik for, hvilke kunstnere, der nødvendigvis ikke har så nemt adgang til teaterscenen. Hvad kan vi lære af dem? Kan det sparke gang i dansk teater?
I Danmark finder man mange professionelle scenekunstnere, som ikke har en fast scene. De uafhængige scenekunstnere arbejder ofte fra projekt til projekt, og fra open call til produktionsstøtte. Det er et mangfoldigt felt, som genremæssigt ofte adskiller sig fra det, der bliver præsenteret på de etablerede teatre. Det er blandt andet her, der skabes radikale scenekunstneriske eksperimenter. Nathalie er ikke bange for at give pladsen til dem.
– Der er så mange kunstnere derude, som har noget på hjertet, men de mangler plads til at kunne udføre eksperimenterne. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at mutere. Derfor har vi gjort en indsats for at komme i kontakt med nogle nye kunstnere til Klub Kreatur, som vi ikke kendte i forvejen, og vi er kontinuerligt i kontakt med uafhængige scenekunstnere også i andre regi end Klub Kreatur. Her møder vi en enorm idérigdom, men desværre støder vi også på udfordringen, at vi ikke har fysisk plads til at udforske alle de interessante idéer. Klub Kreatur også et rum til at undersøge nogle interessante idéer.
Et vigtigt møde med publikum
– Jeg tror, at mødet mellem publikum og aktører er super nødvendigt. Vi gør det jo for at dele vores kunst med nogen. De her små eksperimenter handler på mange måder om at finde ud af, hvordan ‘virker min kunst’. Som aktør har du brug for det møde.
Jeg synes, det er vigtigt for aktørerne at kunne få muligheden for lave nogle publikumsinteragerende undersøgelser eller netop undersøge det aspekt af sin kunst også. Hvordan møder det sit publikum? Og det er også en gave for publikum, fordi de kan komme ind og se noget, som ikke nødvendigvis er færdigt, som står i det der lidt rå, first time meeting, som jeg selv elsker, fordi de medvirkende har noget på spil. Måske ser nogle ting kikset ud, og der er måske noget, der ikke fungerer, men det kan også være charmerende at kigge på noget, der fumler lidt. Det håber jeg i hvert fald.
– For mig er der næsten altid mere skønhed i, at der er noget, der går i stykker, eller at det lever, fordi der er ikke nogen, der rigtigt ved, hvordan man redder den her. I det møde kan det være noget vildt poetisk, fordi det er bare tilstedeværende.
Jeg kan også mærke, at selvom jeg er på barsel og ikke engang er på Sort/Hvid lige nu, så emmer huset af en vild energi og skaberglæde fra de to nuværende Klub Kreatur-hold.
Vi bliver afbrudt af Nathalies datter, der vågner fra en mælkedrøm. Hun har sparket den ene sok af, og den buttede lille fod er helt bar.
Efter koncerten i Klub Kreatur fulgte en artist talk, der bar præg af en vild, young rock’ n’ roll energi og en impulsivitet, der ikke så let lod sig tøjle eller begrænse. Han sparkede døren ind til noget nyt! Hvor var det forfriskende med en ny stemme i teaterrummet, og jeg genkender den unge sangers upolerethed og nerve i Nathalie.
Hvordan relaterer det sig til din egen kunstneriske praksis?
– Jeg har virkelig brugt meget af min tid, da jeg var færdiguddannet, på at søge penge til mine egne projekter, f.eks. gennem Logen, som er et performancekollektiv, som nu har eksisteret i 10 år. Det spændende med Logen er, at det netop er en gruppe, som arbejder meget processuelt hele vejen, også efter premieredato.
Foruden Nathalie består det tværkunstneriske og grænseudvidende performancekollektiv i dag af instruktør Anja Behrens og skuespiller Patrick Baurichter. De har netop samproduceret storhedsvanvidsprojektet Gilgamesh med Sort/Hvid. En totalinstallation, hvor teatret var forvandlet til uigenkendelighed og med en varighed på over tre timer, der blandt andet bød på kollektiv korsfæstelse på tømmerflåde, penetrering med røde pølser og en stor biografpremiere. En kollega sagde til mig, efter at have set performancen, at hun ikke mente at den var for alle, men at hun netop tænkte, at det lige var noget for mig. Hun havde ret.
I Gilgamesh var det tænkt, at Nathalie foruden at være scenograf også skulle agere performer, men med en baby i maven, måtte hun nøjes med det indledende arbejde. Man kan dog stadig opleve den kunstneriske direktør blåmalet og højgravid som den prostituerede karakter Shamhat i den indledende film, der også var en del af værket.
Logens laboratorium
– Her var det vigtigt for mig at kunne skabe det visuelle, altså de konceptuelle rammer rundt i rummet og kostumerne, rekvisitterne, tankerne, så arenaen fandtes for resten af performerne og holdet i Logen til at gå i udviklingskrig med.
Logen er meget inddragende eller har et ønske om at nedbryde den her barriere mellem os og dem, i form af performer og beskuer. Så tror jeg, at i den her omgang, at det var én stor undersøgelse, der udgjorde et stort format. I et mindre format er det nemmere at komme intimt til hinanden, man afkoder rummet hurtigere, når man er samlet i et meget lille, intimt rum. I Gilgamesh spredte vi os ud over det hele. Det var en kæmpe, kæmpe installation. En del af undersøgelsen var blandt andet, hvordan man kan lave transgressiv kunst; altså kunst, hvor man presser sine egne eller publikums grænser uden at gøre det grænseoverskridende på en forkert måde. Så man får lavet et rum, der virkelig værner og hvor man er klar over den magtposition, man har, når man faciliterer processer, som arbejder med det transgressive. Det er virkelig vigtigt for mig, at vi bliver ved at lave kunst, som også er brutal, og som er sanselig, kønlig og kønslig. At vi ikke bliver puritanere.
– Med et fire-dages forløb som Klub Kreatur er det afgørende at skabe gode rammer. Aktørerne kommer ofte med en energi, der signalerer, at de er klar til handling. Derfor er det vigtigt at have de rette mennesker og kompetencer i huset, som arbejder konstant på at gøre det til et imødekommende sted – et sted, der både er professionelt og tålmodigt og som gør kunsten modig.
Dette intervjuet ble opprinnelig publisert i Norsk Shakespearetidsskrift, nr. 4 2024. Red. anm.